7 tips: Sådan får din webshop succes på sociale medier
Sociale medier kan være nøglen til succes for din webshop. Få SoMe-ekspert Ingvild Moens bedste tips til, hvad du bør gøre – og eventuelt styre udenom.
Ingvild Moen ejer bureauet Resonate, hvor hun rådgiver nogle af Norges største brands om digital kommunikation og sociale medier. Hun er tidligere kåret til Årets sociale medier-personlighed på Social Media Days.
Hun ved med andre ord, hvad der fungerer på de sociale medier og lige så vigtigt – hvad der ikke fungerer.
– Det er helt sikkert, at det er afgørende for en webshop at være til stede på sociale medier, fastslår hun. Jeg mener, det er alfa og omega. Hvis man gør det rigtigt, kan det have stort betydning for webshoppen - nemlig styrke tilliden og ”social proof”, eller ”socialt bevis” på dansk. Det handler om, at du får kunderne til at dele deres anbefaling på sociale medier – noget der er utrolig værdifuldt. Desuden er sociale medier en god kanal, til at nå din målgruppe med både organisk indhold og annoncering.
Her er hendes bedste tips til dig, der driver en webshop:
1. Find den rigtige kanal – og dyrk den
– Der findes mange sociale medieplatforme – men det er på ingen måde en god idé at være til stede på dem alle sammen, understreger Ingvild.
– Det er vigtigt, at du ikke gaber for stort og bliver for ivrig. Vær hellere rigtig god i en eller to kanaler, i stedet for mindre god i fem. De forskellige kanaler kræver forskelligt indhold, det duer ikke at ”copy paste”, og derfor må du prioritere, siger hun.
Hvordan finder du så ud af, hvilke kanaler, der er de rigtige til dig?
– Jeg starter altid med at se på, hvor målgruppen befinder. Det kan du finde ud via de forskellige SoMe kanalers annoncesystem. Her kan du lægge din målgruppes interesser, alder og køn ind og se hvor mange du rammer i de forskellige kanaler f.eks. Facebook, Instagram og TikTok. Det sted, hvor du finder flest, er det sted, du bør starte.
2. Vis god kundeservice
En af de vigtigste muligheder som sociale medier giver dig, er at yde en god kundeservice.
– Det er enormt vigtigt, at du giver kunderne gode svar på deres spørgsmål, og sikrer at du får svaret på alle henvendelser. Så viser du offentligt, at du yder god kundeservice. Det er helt afgørende for, at en virksomhed skal få succes, pointerer Ingvild. Og tilføjer:
– Hvis du yder dårlig service eller sælger et dårligt produkt, skaber det dårligt omtale. Kunderne taler om dig, uanset om du er til stede eller ej.
Ingvild råder webshoppene til at tænke over det sprog, de bruger i kommunikationen med deres kunder og at lægge de stive høflighedsfraser fra sig.
– ”Tak for din henvendelse” er ikke nødvendig på sociale medier. Brug evt. talesprog, når du svarer kunderne. Og vær ikke bange for at stille dem opfølgende spørgsmål. Så får du bedre indsigt i, hvad målgruppen er interesseret i, siger hun. Gode anmeldelser, eller ”likes” tæller også positivt.
– Man stoler meget på, at det, andre siger, er godt, selvom man ikke kender vedkommende. Se bare, hvordan Hotels.com bruger anmeldelser. Følg med på Trustpilot, Google My Business og lignende, og besvar også henvendelser her. En dårlig anmeldelse behøver ikke at være negativ – du skal bare besvare den ordentligt. Betragt alle kundehenvendelser som en mulighed for at få tilfredse kunder, siger Ingvild.
3. Fokuser på relationer – ikke antal følgere
Mange er optaget af antallet af følgere. Det er imidlertid et fokus, der hører fortiden til, mener Ingvild.
– Mit råd for 2022 er: Fokuser på at opbygge gode relationer til dine følgere, og dem du når ud til med annoncering – ikke på at øge antallet af følgere. Så vil de rigtige følgere efterhånden komme, men det tager længere tid, end du tror, siger Ingvild. Ingvild fremhæver Linda Johansens Facebook-gruppe ”Skjønnhetsprat med Linda Johansen” som et godt eksempel relationsskabelse.
– Her handler det om, at brugerne af produkterne deler og diskuterer dem med hinanden. Og Lindas team svarer også på spørgsmål og giver gode råd. De skaber en relation og loyalitet til brandet.
4. Brug Instagrams og Facebooks shop-funktion
Sociale medier handler ikke kun om omdømme og branding, de kan også være en effektiv salgskanal.
– Her er der mange muligheder. Instagram og Facebooks shop-funktion, hvor du lægger en fil op og tagger produkterne, er værd at anbefale. Live shopping er en spændende trend, som du bør prøve af. Mange bruger Instagram til at udforske nye produkter, og så er det vigtigt at afprøve denne type funktioner.
5. Brug betalte annoncer
En anden måde at øge salget via sociale medier på, er med betalt annoncering.
– Betalt annoncering er vigtig for at nå ud til den ønskede målgruppe. Her kan du gøre det så stort eller småt som du ønsker. Hvis du er en mindre webshop, er det vigtigst at teste, være tålmodig samt at evaluere og justere. Det kan også være smart at definere målgruppen lidt bredt, især i starten, siger Ingvild. Med betalt annoncering har du også mulighed for at se, hvor meget du får igen for hver krone, du bruger, så du kan se, om du tjener annonceinvesteringerne ind.
– Her vil jeg samtidig nævne at Apples seneste opdateringer gør, at man kan undgå at blive sporet på hjemmesider. Det gør det lidt vanskeligere at stole på tallene i annoncesystemet. Derfor er det vigtigt, at du har en god struktur på måling og analyse, og at du har flere kilder til din statistik – som Google Analytics – så du kan dobbelttjekke tallene. I enkelte tilfælde har vi set tydelige udslag i salget efter en betalt annonce, mens annoncesystemerne viste, at det ikke gik så godt – eller omvendt, forklarer hun.
Vær hellere til stede i en eller to kanaler, i stedet for mindre god i fem.
Ingvild Moen, grundlægger af Resonate
6. Find din tone og din stil
En gennemgående stil og tone er også vigtig for at styrke dit brand og skabe genkendelseseffekt hos kunderne, påpeger Ingvild. Her er det vigtigt at bruge brandelementer som adskiller sig fra hinanden.
– Hvilken stil, der passer til dig, afhænger meget af dine produkter, og hvem du ønsker at nå ud til. For nogle fungerer det at være ”edgy” og udfordrende, nogle lægger vægt på salg og pris og andre på kvalitet. Her skal du have en god kommunikationsstrategi på plads, inden du går i gang – og evaluere den jævnligt. Du kan også bruge SoMe til at afprøve, hvordan forskellige budskaber fungerer, inden du lægger dig fast på en retning – f.eks. ved at opsætte to annoncer med forskellige billeder og tekst og se, hvilken en der rammer bedst. En god A/B-test giver mange svar.
7. Indgå langvarige aftaler med influencere
Mange webshops knytter sig til influencere for at styrke brandet og få flere kunder. Det kan være en god idé – men for mange kan det være smart, at indgå et langvarigt samarbejde, påpeger Ingvild.
– Hvis du vælger at bruge influencere, vil du i de fleste tilfælde være godt tjent med at indgå længerevarende aftaler. Så undgår du, at influenceren taler om dig én dag, og en anden webshop den næste dag. Det er godt både for dig og for influenceren. Jeg tror, at ægthed vil få større og større betydning. Folk gennemskuer i høj grad, når ting er købt og betalt.
Del artikel
Mere indhold, der kan hjælpe dig med at gøre din webshop endnu bedre: